Indledning
Selvom det er ulovligt at bruge sin harpun efter solnedgang, kan kan sagtens fange fisk om natten. Ved at undervandsjage om natten, vil man typisk se flere fisk, da de trækker ind på det lave vand for at jage. Havørreden er enormt sky om dagen, men efter mørket sænker sig er det lettere at komme tæt på den eftertragtede fisk.
Sikkerhed ved undervandsjagt
Når du er i vandet om natten, er det vigtigt at du er ekstra opmærksom på din egen sikkerhed. Jeg anbefaler at du ikke dykker alene, medmindre du er meget erfaren. Derudover skal du have fuldstændig styr på strøm og vind, så du nemt kan komme op på land igen. Begynder det at blive tåget, skal du op af vandet med det samme, da det hurtigt kan blive svært at se hvilken vej du skal svømme. Det anbefales samtidig, at du har et lille markeringslys på din bøje, så din makker og omgivelser kan se hvor du befinder dig i vandet.
Dykkerlygte til uv-jagt om natten
Det er en forudsætning, at have en god dykkerlygte for at få succes om natten. Det gælder om at finde en lygte, der hverken er for kraftig eller svag.
Er lyset for kraftigt kan det skræmme fiskene væk, hvorimod en svag lygte gør det svært at få øje på fiskene. En lygte på omkring 1000 lumen er min foretrækkende styrke, men alle har hver især deres præferencer. Derudover skal din lyskegle gerne have en spredning der ikke er for snæver, så du stadig kan se omgivelserne omkring dig. Er du på udkig efter en dykkerlygte eller markeringslys til uv-jagt kan de findes ved at trykke her
hvilke fisk kan du se om natten
Går du på undervandsjagt efter solen er gået ned, kan du støde på arter du normalt ikke ser. Samtidig vil du se flere fisk end du plejer, da mange fisk søger helt ind på det lave vand for at finde føde.
Havørred
Havørreden kommer ind på det helt lave vand for at jage om natten. Det er ikke usædvanligt at se flere store fisk, hvis man rammer den rigtige nat og sted. Du kan bruge en fishloop eller et alm net for at fange dem om natten. De foretrækker at der er lidt strøm i vandet, da det hvirvler potentielle byttedyr op.
Fladfisk
Fladfisk er ligeledes nemmere at finde om natten, da de ikke ligger lige så begravet. Specielt tungen er lettere om natten, da den om dagen ligger helt nedgravet
Torsk
Hvis du dykker langs en mole, vil du opleve flere torsk end normalt. Torsken er ligesom havørreden også særdeles aktiv, da den jager i ly af mørket. Brug et net for at fange dem.
Havbars
Havbars er sjældne om natten, men man kan være heldig at finde dem helt inde langs kysten. De findes typisk på rev helt inde ved kysten
Multer
Multen er i sæson lidt nemmere at finde end havbarsen, hvis man er afsted på østkysten. De kan både findes på ren sandbund og rev helt inde ved kysten.
Hvilke steder er gode til uv-jagt om natten?
i princippet kan man gå i vandet alle steder. Er det udelukkende efter fladfisk foretrækkes der ren sandbund, eller på kanten af et rev hvor der ofte er mange fladfisk på jagt efter føde.
Er du på jagt efter famøse havørred er der delte meninger. Nogle foretrækker rev eller tangbælter, da mange af dens byttedyr findes her. Personligt har jeg set flest havørreder, ved at afsøge områder med et blandet bundlag. kan man finde et sted med en alsidig bund der skiftevis er store sten og sandbund, er det efter min mening et godt sted at lede efter havørred.
konklusion
Det er vigtigt at forberede sig inden man dyrker uv-jagt om natten. Beslut på forhånd hvilket fisk du går efter, samt overvej hvor du kan finde fiskene du er på jagt efter. Vær ekstra opmærksom på din sikkerhed samt dit udstyr - det er ærgerligt at komme afsted med en dykkerlygte der ikke er ladet op..